Tutorial

mandag den 15. august 2016

Memory Box: Minder i en æske (Instagram-version)


Jeg synes, at fødselsdage er noget helt særligt - og fødselsdagsbarnet må godt føle sig helt særlig den dag. Vi fejrer jo trods alt, at hun er blevet født. 
I vores hus betyder det nedtællingskalender, vækning med fødselsdagssang, tema-børnefødselsdage og en masse pynt og selvfølgelig gaver. 
Hvis jeg kan slippe af sted med det; helst også en eller anden form for personlig gave. 

I går var det ikke i vores eget hus vi fejrede fødselsdag, men hos min søster, hvor min ældste niece blev 15, og jeg har stjålet en masse billeder fra hendes instagram og lavet et rigtigt teenagealbum!




Ideen bygger på Heidi Swapp´s Memory Dex, som her er lavet helt om til DIY. Æsken er lavet af chipboard, papir fra Søstrene Grene og grillspyd. 
Kortene er lavet med designpapir, jeg havde liggende og nogle pocket page kort fra Simple stories.

Det gode ved dette projekt er, at det kan laves af det papir og pynt man har liggende; det eneste der kræves er, at det er lidt kraftigt, så kortene kan stå op. 

Æsken kan tilpasses ethvert tema og festlig lejlighed eller f.eks. ferieminder. Her er et par eksempler på andre muligheder til din Memory Box: 

Gæstebog: Indsæt blanke kort, som gæsterne kan skrive på, Når billederne fra festen er printet kan du sætte dem ind i æsken sammen med alle kortene, og så har du en sjov og anderledes gæstebog, du kan have stående fremme på reolen. Her er det kun fantasien, der sætter grænser; konfirmation, bryllup, rund fødselsdag, barnedåb, 18-års fødselsdag, bryllupsdag osv. 

Fødselsdagsbox: Lav en Memory Box med et billede fra hver af børnenes fødselsdag og kombiner det med et kort, hvor du kort fortæller som selve fødselsdagen, eller måske, hvordan barnet var lige præcis på dette tidspunkt i sit liv (interesser, musik, venner, mad osv). Dette vil være en æske med minder for livet. Hvert år, når barnet har fødselsdag, kan du tilføje nye kort. 

Højtider: Hvis du vil lave et separat album til f.eks. jul, påske eller en anden højtid, kan Memory 
Box´en bruges til at fortælle denne afgrænsede selvstændige historie. Det kan også være du vil have en Memory Box, der huser alle familiens juletraditioner, så den er tidløs. 

Day in the life/Week in the life: Hvis du laver "Day in the life" eller "Week in the life" fra Ali Edwards vil du også her kunne bruge Memory Box´en som album og tilføje kort med tekst og billeder fra din dag/dage til at fortælle historien om dig og din familie lige nu. Denne form for projekter er altid sjove at se tilbage på, og hvis man laver dem over flere år, kan man virkelig se den udvikling man selv og ens familie gennemgår. Memory Box´en bliver en slags tidslomme, der fortæller om vores dagligdag og rutiner, som er ligeså vigtige at bevare og se tilbage på som de store begivenheder, men ofte er det dem, vi glemmer at fortælle om. 

Demens: En anden mulighed, der ligger i en lidt anden kategori er at bruge den som et huskeredskab. Hvis man bliver dement, kan man med tiden have svært ved at huske de mennesker man omgiver sig med. Brug Memory Box´en til at hjælpe lidt på vej: Lav et kort pr, person med et billede, oplysninger som navn, telefonnummer og relation til den demente. Skriv lidt om personen og evt. særlige oplevelser sammen. 

Det er virkelig kun fantasien, der sætter grænser for hvilke minder, der kan gemmes i en Memory Box. 
Jeg ser frem til at lave flere af dem i nærmeste fremtid og har allerede i par ideer på tegnebrættet. 











Ingen kommentarer:

Send en kommentar