Tutorial

lørdag den 19. marts 2016

DIY på vindmølle i papir

Jeg er faldet ret hårdt for de håndlavede vindmøller, der minder om de farverige, man kan finde i butikkerne, når det bliver sommer. Og det er nok lige præcis derfor, jeg er faldet for dem; det er lige som et lille stykke sommer.
De er nemme at lave, og kan nemt laves sammen med børnene også.
Jeg har brugt dem til forskellige ting. Først lavede jeg en masse, som jeg brugte som buketter på bordet, da mindstemanden blev 1 år. Efterfølgende er der lavet lidt til pynt i en blomst og som pynt til gaveindpakningen.

Vindmøllen er ret nem at lave, og de fleste ting, der skal bruges, er noget, der allerede er i huset.

Du skal bruge følgende:


  • 1 kvadratisk stykke papir, der måler ca. 10x10 cm (man kan sagtens bruge papir, der er ensfarvet på den ene side)
  • 1 perle til forsiden
  • 2-3 perler til bagsiden (alt efter størrelse)
  • 1 pind (jeg har brugt et grillspyd)
  • 1 smykkestav eller et stykke ståltråd 
  • Nål eller andet skarpt til at lave huller
  • Blyant 
  • Linial
  • Saks



De fleste af disse ting kan skiftes ud med andet, du måske har i gemmerne. Jeg har f,eks, brugt et grillspyd, fordi det var det, jeg fandt i gemmerne! Du kan f,eks, også bruge en blomsterpind eller en pind fra naturen. 
Smykkestaven er igen brugt, fordi det var det, jeg fandt i gemmerne, men man kan alternativt bruge et stykke ståltråd, der lægges dobbelt, så det bliver lidt kraftigere og mere stabilt. Eller hvad med store papirclips, der rettes ud (Søstrene grene har f.eks. nogle kobberfarvede...).
Man kan bruge alt muligt til at pynte med i stedet for perlen foran - her er det kun fantasien, der sætter grænser. Perlerne bagpå er for, at papiret ikke støder på pinden - ellers kan vindmøllen ikke så godt komme til at dreje rundt.
Det er bare med at bruge, hvad der er i gemmerne.

Sådan gør du:


  • Klip et kvadrat, ca. 10x10 cm
  • Klip ca. 6 cm ind fra hvert hjørne (du kan evt. tegne hjælpelinjer, da det er vigtigt at klippene er præcise)

  • Prik hul i ét hjørne på hver trekant + hul midt på papiret

  • Visk evt. hjælpelinjer ud
  • Sæt en perle på smykkestaven
  • Stik smykkestaven igennem de 4 huller i trekanterne og til sidst igennem hullet midt på papiret. Tryk forsigtigt ned i midten af papiret uden at lave fold.

  • Træk smykkestaven godt igennem, så bladene bliver trukket godt ned i midten
  • Sæt perler på smykkestaven - dvs. på bagsiden af vindmøllen
  • Sno smykkestaven rundt om pinden (sørg for at enden af smykkestaven vender ind mod vindøllen, så man ikke kan rive sig på den)

PUST


Rigtig god fornøjelse












Ingen kommentarer:

Send en kommentar